Stine Jensen bliver ny vært på Onside

30 juni 2023 - Sidst opdateret 3 juli 2023

Når Onside vender tilbage på Viaplay efter sommerferien, bliver det med Stine Jensen som ny vært i studiet.

31-årige Stine Jensen har gennem de seneste sæsoner arbejdet med 3F Superligaen som både vært, reporter og redaktør, og nu tilføjes rollen som Onside-vært til den erfarne sportsjournalists cv.

- Det er kæmpestort for mig at skulle stå i spidsen for Onside. Jeg elsker 3F Superligaen, og for mig er det den fedeste turnering at følge. Når man ser på den sæson, vi lige har overstået, så må alle glæde sig til at se, hvad vi har i vente i den kommende. Og så kender jeg ambitionerne i Onside og ved, at der hver eneste uge er en masse dygtige kolleger, som arbejder hårdt for at skabe det bedst mulige program søndag efter søndag. Det glæder jeg mig til at skulle præsentere for seerne i godt selskab med vores eksperter,’ siger Stine Jensen, Onside-vært på Viaplay.

Signe Vadgaard, der normalt tager seerne rundt om Superligaen i Onside-studiet hver uge, skal på barsel, og i hendes fravær tager Stine Jensen stafetten videre sammen med den faste Viaplay Superliga-eksperttrup, der blandt andre tæller Stig Tøfting, Per Frimann, Peter Sørensen, Kenneth Emil Petersen, Martin Jørgensen og Ken Ilsø.

Til den nye sæson bliver Francis Dickoh en del af ekspertholdet på 3F Superligaen. Den erfarne ekspert optrådte selv i blandt andet belgisk, hollandsk og ikke mindst dansk fodbold for både FC Nordsjælland og FC Midtjylland, inden han lagde støvlerne på hylden og startede sin ekspertkarriere på TV, hvor han blandt andet har dækket flere slutrunder.

Stine Jensen, der selv har en fortid indenfor kridtstregerne i sine ungdomsår, er født og opvokset på Lolland og uddannet fra Roskilde Universitet med en kandidatgrad i dansk og journalistik. Hun har siden 2014 været tilknyttet Viaplay.

Stine Jensen får sin debut som fast Onside-vært til Superliga-premiererunden søndag den 23. juli efter kampen mellem Silkeborg IF og Brøndby IF, der sendes på TV3+ og Viaplay. 

Superligasæsonen 2023/2024 indledes på Viaplay allerede fredag den 21. juli med FC Midtjylland mod oprykkerne fra Hvidovre på TV3 Sport og Viaplay, mens Vejle får Superliga-comeback på Ceres Park mod AGF i søndagens indledende kamp. 

Første spillerunde af Superligasæsonen 2023/2024 på Viaplay:

Fredag den 21. juli: FC Midtjylland – Hvidovre kl. 18.00 på Viaplay og TV3 Sport
Søndag den 23. juli: AGF – Vejle kl. 13.00 på Viaplay og TV3 Sport
Søndag den 23. juli: Silkeborg IF – Brøndby IF kl. 18.00 på Viaplay og TV3+
Onside kl. 20.00 på Viaplay og TV3+

Kontakter

Camilla Henriksen

Sports PR Project Manager, Viaplay Danmark