Viaplay sikrer seks år mere med 3F Superligafodbold

29 august 2023

Viaplay Group har forlænget rettighederne til 3F Superligaen med yderligere seks år, og der er således sikret 3F Superliga-fodbold på Viaplay og Viaplay Groups TV-kanaler helt frem til sommeren 2030

Siden 1998 har Superligaen haft fast hjemmebane på Viaplay og TV3-kanalerne, hvilket betyder, at Viaplay Group i år kan fejre "sølvbryllup" med dækning af dansk topfodbold – og der findes næppe en bedre måde at fejre netop dét på end med en forlængelse af 3F Superliga-rettighederne. Forlængelsen understreger Viaplays ubestridte førerposition, når det kommer til topfodbold. Med den nye aftale er topligaerne i England, Tyskland og Danmark sikret i mange år ud i fremtiden.

Den nye aftale sikrer Viaplay tre ud af seks ugentlige kampe fra hver eneste runde af 3F Superligaen helt frem til sommeren 2030, og alle klubber vil således regelmæssigt kunne følges på Viaplays platforme:

- Det er en stor glæde at kunne annoncere denne forlængelse. Dansk fodbold rimer på Viaplay! Vi kender hinanden ud og ind, og vi har alle forudsætninger for sammen at bringe dansk topfodbold til nye højder i årene, der kommer. Vi kaster os nu ind i samarbejdet og har som ambition at skabe de skarpeste produkter til seere, brugere og partnere. Jeg glæder mig til at kaste mig ind i arbejdet med dette fantastiske produkt, siger Viaplay Group Danmarks nytiltrådte CEO, Lars Bo Jeppesen.

På den redaktionelle side bliver det Viaplay Groups nordiske sportschef Kim Mikkelsens team af kollegaer på Sporten i Danmark, der får ansvaret for at føre dækningen af 3F Superligaen ind i fremtiden i, hvad der i 2030 vil være et 32 år langt samarbejde mellem Viaplay Group og Dansk Fodbold:

- Vi er ydmyge over for opgaven, men vi glæder os enormt meget til at tage fat på den. Vi starter arbejdet i dag, og med en horisont på syv år med 3F Superliga hos Viaplay, er der fantastiske muligheder for at tænke langsigtet. Jeg ser frem til samarbejdet med klubberne og hele dansk fodbold, hvor målet er en yderligere styrkelse af et i forvejen stærkt medieprodukt, siger Kim Mikkelsen.

Hos Divisionsforeningen er der også stor tilfredshed med Viaplay Groups forlængelse af rettighederne til 3F Superligaen:

- At Dansk Fodbold nu kan kalde sig partner med Viaplay helt frem til 2030, gør mig både glad og stolt. Vi har et langt samarbejde bag os, og nu også et langt samarbejde foran os. Det giver os mulighed for at fortsætte den fantastiske udvikling, som 3F Superliga og Nordic Bet Liga har gennemgået de senere år, og med Viaplay som partner er vi sikret en professionel og innovativ partner også i årene fremover, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.